Gøres tilbud uden
der er fastsat nogen frist for antagelse, må antagende
svar være kommet frem til tilbudsgiveren inden udløbet
af det tidsrum, som ved tilbudets afgivelse af ham kunne
påregnes at ville medgå. Ved beregningen af det
tidsrum forudsættes, at tilbudet kommer frem i rette
tid, samt at svares afsendes uden ophold, efter at den
til hvem tilbudet er rettet, har haft rimelig
betænkningstid, og at det ikke forsinkes undervejs.
Tilbud, som
fremsættes mundtlig uden at give frist for antagelse,
må antages straks.
Kommer antagende
svar for sent frem, anses det som et nyt tilbud. Dette
gælder dog ikke, hvis afsenderen af svaret går ud fra,
at det er kommet frem i rette tid, og tilbudsgiveren må
indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil
godkende svaret, uden ugrundet ophold give afsenderen
meddelelse derom. Undlader han dette, anses aftale for
sluttet.
Afslås tilbud, er
det bortfaldet, selv om fristen for svar endnu ikke er
udløbet. Svar, som går ud på, at tilbud antages, men
som grund af tillæg, indskrænkninger eller forbehold
ikke stemmer med tilbudet, anses som afslag i
forbindelse med nyt tilbud. Dette gælder dog ikke, når
afsenderen af svaret går ud fra, at det er
overensstemmende med tilbudet, og tilbudsgiveren må
indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil
godkende svaret, uden ugrundet ophold give meddelelse
derom. Undlader han dette, anses aftale for sluttet med
det indhold svaret har.
Tilbud eller svar,
som tilbagekaldes, er bortfaldet såfremt
tilbagekaldelsen kommer frem til den anden part forinden
eller samtidigt med, at tilbudet eller svaret kommer til
hans kundskab.
Har tilbudsgiveren
erklæret, at han vil anse den anden parts tavshed for
antagelse af tilbudet, eller fremgår det i øvrigt af
forholdet, at han ikke venter udtrykkeligt svar, er den
anden part alligevel pligtig til, såfremt han vil
antage tilbudet, på forespørgsel at afgive erklæring
derom. Undlader han dette er tilbudet bortfaldet.
Har nogen i
henvendelse, som ellers ville være at anse som tilbud,
anvendt ordene "uden forbindtlighed",
"uden obligo" eller lignende udtryk, anses
henvendelsen alene som opfordring til at gøre tilbud i
overensstemmelse med dens indhold.
Fremkommer et sådant
tilbud inden rimelig tid fra nogen, som henvendelsen er
rettet til, og må modtageren gå ud fra, at det er
fremkaldt ved henvendelsen, skal han uden ugrundet
ophold give tilbudsgiveren meddelelse, hvis han ikke vil
antage det. Undlader han dette, anses tilbudet for
antaget.
..råd ved køb og salg
Aftaleloven:
Lov nr. 242 af 08.05.1917 om aftaler og andre retshandler på
formuerettens område, jfr. lovbekg. nr. 781 af 26.08.1996
Kapitel I: Om afslutning af aftaler §§
1-9
Kapitel II: Om fuldmagt §§ 10-27
Kapitel III: Om ugyldige viljeserklæringer
§§ 28-38
Kapitel IV: Særlige regler om
forbrugeraftaler §§ 38a-38d
Kapitel V: Almindelige bestemmelser §§
39-41
Kapitel I. Om
afslutning af aftaler
§ 1. Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren.
Reglerne i §§ 2-9 kommer til anvendelse, for
så vidt ikke andet følger af tilbudet eller svaret eller af
handelsbrug eller anden sædvane.
§ 2. Har tilbudsgiveren fastsat en frist for
antagelse af tilbudet, må antagende svar være kommet frem til
ham inden fristens udløb.
Stk. 2. Fristen regnes, hvis tilbudet er gjort i brev, fra den
dag, brevet er dateret, og hvis det er gjort i telegram, fra den
tid på dagen, da telegrammet er indleveret til afsendelsesstedets
telegrafstation.
§ 3. Gøres tilbud i brev eller telegram, uden at der fastsættes
nogen frist for antagelse, må antagende svar være kommet frem
til tilbudsgiveren inden udløbet af det tidsrum, som ved
tilbudets afgivelse af ham kunne påregnes at ville medgå. Ved
beregningen af dette tidsrum forudsættes, når ikke andet følger
af omstændighederne, at tilbudet kommer frem i rette tid, samt at
svaret afsendes uden ophold, efter at den, til hvem tilbudet er
rettet, har haft rimelig betænkningstid, og at det ikke forsinkes
undervejs. Er tilbudet gjort i telegram, skal antagelsen sendes
telegrafisk, hvis den ikke på anden måde kommer lige så tidligt
frem.
Stk. 2. Tilbud, som fremsættes mundtlig uden at give frist for
antagelse, må antages straks.
§ 4. Kommer antagende svar for sent frem, anses det som nyt
tilbud.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis afsenderen af svaret går ud
fra, at det er kommet frem i rette tid, og tilbudsgiveren må
indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil godkende
svaret, uden ugrundet ophold give afsenderen meddelelse derom.
Undlader han dette, anses aftale for sluttet.
§ 5. Afslås tilbud, er det bortfaldet, selv om fristen for svar
endnu ikke er udløbet.
§ 6. Svar, som går ud på, at tilbud antages,
men som på grund af tillæg, indskrænkninger eller forbehold
ikke stemmer med tilbudet, anses som afslag i forbindelse med nyt
tilbud.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, når afsenderen af svaret går ud
fra, at det er overensstemmende med tilbudet, og tilbudsgiveren må
indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil godkende
svaret, uden ugrundet ophold give meddelelse derom. Undlader han
dette, anses aftale for sluttet med det indhold, svaret har.
§ 7. Tilbud eller svar, som tilbagekaldes, er bortfaldet, såfremt
tilbagekaldelsen kommer frem til den anden part forinden eller
samtidigt med, at tilbudet eller svaret kommer til hans kundskab.
§ 8. Har tilbudsgiveren erklæret, at han vil anse den anden
parts tavshed for antagelse af tilbudet, eller fremgår det i øvrigt
af forholdet, at han ikke venter udtrykkeligt svar, er den anden
part alligevel pligtig til, såfremt han vil antage tilbudet, på
forespørgsel at afgive erklæring derom. Undlader han dette, er
tilbudet bortfaldet.
§ 9. Har nogen i henvendelse, som ellers ville være at anse som
tilbud, anvendt ordene 'uden forbindtlighed', 'uden obligo' eller
lignende udtryk, anses henvendelsen alene som opfordring til at gøre
tilbud i overensstemmelse med dens indhold. Fremkommer sådant
tilbud inden rimelig tid fra nogen, som henvendelsen er rettet
til, og må modtageren gå ud fra, at det er fremkaldt ved
henvendelsen, skal han uden ugrundet ophold give tilbudsgiveren
meddelelse, hvis han ikke vil antage det. Undlader han dette,
anses tilbudet for antaget.
Kapitel II: Om
fuldmagt
§ 10. Den, som har givet en anden fuldmagt
til at foretage en retshandel, bliver umiddelbart berettiget og
forpligtet over for tredjemand ved retshandel, som fuldmægtigen
foretager i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens grænser.
Stk. 2. Indtager nogen ifølge aftale med en anden en stilling,
som efter lov eller sædvane medfører beføjelse for ham til
inden for visse grænser at handle på den andens vegne, anses han
befuldmægtiget til at foretage retshandler, som falder inden for
disse grænser.
§ 11. Har fuldmægtigen ved retshandelens foretagelse handlet i
strid med fuldmagtsgiverens forskrifter, er retshandelen ikke
bindende for denne, såfremt tredjemand indså eller burde indse,
at fuldmægtigen således overskred sin beføjelse.
Stk. 2. Er fuldmagten en sådan som omtalt i §
18, og har fuldmægtigen ved foretagelsen af retshandelen
overskredet sin beføjelse, er retshandelen ikke bindende for
fuldmagtsgiveren, selv om tredjemand var i god tro.
§ 12. Vil fuldmagtsgiveren tilbagekalde en sådan fuldmagt som
omtalt i §§ 13-16, har han, selv om han har
underrettet fuldmægtigen om, at fuldmagten ikke længere skal gælde,
at foretage, hvad der i de nævnte paragraffer for hvert enkelt
tilfælde er foreskrevet; er flere af disse forskrifter
anvendelige på samme fuldmagt, bliver de alle at iagttage.
Stk. 2. Den tredjemand, over for hvem en fuldmagt er tilbagekaldt
på den i § 13 omtalte måde, kan ikke påberåbe
sig, at tilbagekaldelse ikke er sket på anden måde.
§ 13. En fuldmagt, som er bragt til
tredjemands kundskab ved en til ham særskilt rettet erklæring
fra fuldmagtsgiveren, er tilbagekaldt, når særskilt erklæring
om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til
tredjemand.
§ 14. En fuldmagt, som af fuldmagtsgiveren er offentlig
bekendtgjort i bladene eller på anden måde, tilbagekaldes ved en
erklæring, som bekendtgøres på samme måde.
Stk. 2. Er dette ikke muligt, skal tilbagekaldelsen tilkendegives
på anden ligeså virksom måde. Fuldmagtsgiveren kan forlange, at
den i § 17 omtalte myndighed skal afgøre,
hvad han i så henseende har at foretage.
Stk. 3. Fuldmagten anses ikke som offentlig bekendtgjort, fordi
den er tinglæst.
§ 15. En sådan fuldmagt, som omtales i § 10,
stk. 2, tilbagekaldes derved, at fuldmægtigen fjernes fra
stillingen.
§ 16. En skriftlig fuldmagt, som er overgivet
fuldmægtigen, og som må anses bestemt til at være i hans
besiddelse og at forevises for tredjemand, tilbagekaldes derved,
at den på fuldmagtsgiverens forlangende tilbagegives ham eller
tilintetgøres.
Stk. 2. Fuldmægtigen er pligtig til på forlangende at give
fuldmagten tilbage til fuldmagtsgiveren.
§ 17. Gør fuldmagtsgiveren det antageligt,
at en sådan fuldmagt som i § 16 omtalt er
forekommet eller af anden grund ikke kan erholdes tilbage inden
rimelig tid, kan den erklæres for uvirksom.
Stk. 2. Begæring herom indgives til den almindelige underret på
det sted, hvor fuldmagtsgiveren bor eller sidst havde bopæl.
Finder retten, at begæringen bør bevilges, udfærdiger den en
erklæring om, at fuldmagten skal være uvirksom, når erklæringen
een gang er optaget i Statstidende, og der efter optagelsen er gået
en fastsat tid, som ikke må være længere end 14 dage. Retten
kan i erklæringen bestemme, at den også skal bekendtgøres på
anden måde forinden optagelsen i Statstidende. Når bekendtgørelse
på foreskreven måde har fundet sted og den af retten fastsatte
tid er udløbet, er fuldmagten uden retsvirkning over for
fuldmagtsgiveren; herom kan fuldmagtsgiveren forlange attest fra
retten.
Stk. 3. Rettens afgørelse efter denne paragraf er upåankelig.
Består retten af flere medlemmer, er det formanden, som træffer
afgørelsen.
§ 18. En fuldmagt, der alene hviler på
fuldmagtsgiverens erklæring til fuldmægtigen, er tilbagekaldt, når
erklæringen om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er
kommet frem til fuldmægtigen.
§ 19. Har fuldmagtsgiveren særlig grund til at formode, at fuldmægtigen,
uagtet fuldmagten er tilbagekaldt eller erklæret uvirksom, på
hans vegne vil foretage en retshandel over for en bestemt
tredjemand, skal han, hvis han må antage, at denne er ubekendt
med, at fuldmagten ikke længere gælder, så vidt muligt give ham
meddelelse herom. Undlader han dette, bliver retshandelen bindende
for ham, såfremt tredjemand var i god tro.
§ 20. Er fuldmagten ikke tilbagekaldt eller erklæret for
uvirksom, men har fuldmagtsgiveren forbudt fuldmægtigen at gøre
brug af den eller på anden måde tilkendegivet, at den ikke længere
skal gælde, er en retshandel, som foretages i henhold til
fuldmagten, ikke bindende for fuldmagtsgiveren, såfremt
tredjemand havde eller burde have kundskab om forholdet.
§ 21. Dør fuldmagtsgiveren, er fuldmagten
alligevel gældende, for så vidt det ikke følger af særlige
omstændigheder, at den skal bortfalde. Selv om sådanne omstændigheder
foreligger, er dog en på fuldmagten støttet retshandel gældende
over for dødsboet, såfremt tredjemand hverken havde eller burde
have kundskab om dødsfaldet og dets betydning for fuldmægtigens
beføjelse til at foretage retshandelen; er fuldmagten en sådan
som omtalt i § 18, udkræves det til
retshandelens gyldighed, at heller ikke fuldmægtigen havde eller
burde have sådan kundskab, da han foretog retshandelen.
Stk. 2. Fuldmagten ophører fra udløbet af det døgn, hvor
bekendtgørelse i Statstidende af indkaldelse til fordringshaverne
finder sted. Betaler fuldmægtigen gæld efter dødsfaldet, og er
boet insolvent, kan dette dog altid fordre, at den stedfundne
betaling går tilbage.
§ 22. Kommer fuldmagtsgiveren under værgemål
med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens
§ 6, erhverver tredjemand ikke ved en retshandel med fuldmægtigen
anden retsstilling over for den, der er under værgemål, end
tredjemand ville have erhvervet, hvis retshandelen var foretaget
med denne selv. I de tilfælde, hvor tredjemand ville være afskåret
fra at påberåbe sig retshandelen over for den, der er under værgemål,
hvis tredjemand havde kendt eller burde have kendt værgemålet,
kan tredjemand, når retshandelen er foretaget i henhold til en sådan
fuldmagt, som er omtalt i § 18, heller ikke
påberåbe sig den, såfremt fuldmægtigen, da retshandelen blev
foretaget, havde eller burde have sådan kundskab.
§ 23. Kommer fuldmagtsgiveren under konkurs, erhverver tredjemand
ikke ved retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling over for
konkursboet, end han ville have erhvervet, hvis retshandelen var
foretaget af fuldmagtsgiveren selv. Er retshandelen foretaget i
henhold til en sådan fuldmagt som omtalt i § 18,
kan tredjemand ikke påberåbe sig retshandelen over for boet, såfremt
fuldmægtigen, da han foretog den, kendte eller burde kende
konkursen.
§ 24. Er fuldmagtsgiveren død, kommet under værgemål med
fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6,
eller kommet under konkurs, kan fuldmægtigen, indtil de fornødne
foranstaltninger kan træffes af boet eller værgen, i kraft af
fuldmagten foretage de retshandler, som er nødvendige for at
beskytte boet eller den, der er kommet under værgemål, mod tab.
§ 25. Den, der optræder som fuldmægtig for en anden, indestår
for, at han har fornøden fuldmagt. Oplyser han ikke, at han havde
sådan, eller at hans retshandel er godkendt af den opgivne
fuldmagtsgiver eller af andre grunde er bindende for denne, skal
han erstatte den skade, tredjemand lider ved, at retshandelen ikke
kan gøres gældende mod den opgivne fuldmagtsgiver.
Stk. 2. Denne bestemmelse kommer ikke til anvendelse, når
tredjemand vidste eller burde vide, at den, som foretog
retshandelen, ikke havde fornøden fuldmagt. Ej heller kommer den
til anvendelse, når den, som foretog retshandelen, handlede i
henhold til en fuldmagt, der var ugyldig eller uvirksom af grunde,
som han var uvidende om, og som tredjemand ikke kunne påregne, at
han vidste besked om.
§ 26. Hvad ovenfor i dette kapitel er fastsat om fuldmagt til at
foretage retshandler, finder tilsvarende anvendelse på fuldmagt
til at optræde for fuldmagtsgiveren ved retshandler, som
foretages over for ham.
§ 27. Hvad der i den gældende lovgivning særligt er fastsat for
enkelte fuldmagtsforhold, forandres ikke ved denne lov.
Stk. 2. Med hensyn til tilbagekaldelse af prokura, som er anmeldt
til handelsregisteret, gælder således fremdeles, hvad der er
fastsat i lov nr. 23 om handelsregistre, firma og prokura af 1.
marts 1889 §§ 7 og 32. Når tilbagekaldelsen er indført i
handelsregisteret og lovlig kundgjort, påhviler det ikke
prokuragiveren at tilbagekalde fuldmagten på anden måde.
Kapitel III: Om
ugyldige viljeserklæringer
§ 28. Er en viljeserklæring retsstridigt
fremkaldt ved personlig vold eller ved trussel om øjeblikkelig
anvendelse af sådan, er den ikke bindende for den tvungne.
Stk. 2. Er tvangen udøvet af tredjemand, og var den, til hvem
erklæringen er afgivet, i god tro, må den tvungne, hvis han over
for ham vil påberåbe sig tvangen, give ham meddelelse derom uden
ugrundet ophold, efter at tvangen er ophørt. Undlader han det, er
han bundet ved erklæringen.
§ 29. Er en viljeserklæring retsstridigt
fremkaldt ved anden tvang end den i § 28
omtalte, er den ikke bindende for den tvungne, hvis den, til hvem
erklæringen er afgivet selv har udøvet tvangen eller har indset
eller burdet indse, at erklæringen retsstridigt var fremkaldt ved
tvang fra tredjemands side.
§ 30. En viljeserklæring er ikke bindende
for afgiveren, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, har
fremkaldt den ved svig eller har indset eller burdet indse, at den
var fremkaldt ved svig fra tredjemands side.
Stk. 2. Har den, til hvem erklæringen er afgivet, svigagtigt
givet urigtige oplysninger om omstændigheder, som kan antages at
være af betydning for erklæringen, eller gjort sig skyldig i
svigagtig fortielse af sådanne omstændigheder, anses erklæringen
for at være fremkaldt ved den således udviste svig, medmindre
det gøres antageligt, at denne ikke har indvirket på erklæringen.
§ 31. Har nogen udnyttet en andens betydelige
økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt,
letsind eller et bestående afhængighedsforhold til at opnå
eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til
modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for, er den, der
således er udnyttet, ikke bundet ved den af ham afgivne
viljeserklæring.
Stk. 2. Det samme gælder, hvis tredjemand har gjort sig skyldig i
et sådant forhold som omtalt i stk. 1 og den, til hvem viljeserklæringen
er afgivet, indså eller burde indse dette.
§ 32. Den, der har afgivet en viljeserklæring,
som ved fejlskrift eller anden fejltagelse fra hans side har fået
et andet indhold end tilsigtet, er ikke bundet ved erklæringens
indhold, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, indså eller
burde indse, at der forelå en fejltagelse.
Stk. 2. Bliver en afgiven viljeserklæring, som befordres ved
telegraf eller mundtlig fremføres ved bud, forvansket ved fejl
fra telegrafvæsenets side eller ved urigtig gengivelse af budet,
er afgiveren ikke bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori
den kom frem, selv om den, til hvem erklæringen er afgivet, var i
god tro. Vil afgiveren gøre gældende, at erklæringen er
uforbindende, har han dog at give meddelelse derom uden ugrundet
ophold, efter at forvanskningen er kommet til hans kundskab.
Undlader han det, er han bundet ved erklæringen i den skikkelse,
hvori den kom frem, såfremt den, til hvem erklæringen er
afgivet, var i god tro.
§ 33. Selv om en viljeserklæring ellers måtte
anses for gyldig, kan den, til hvem erklæringen er afgivet, dog
ikke påberåbe sig den, når det på grund af omstændigheder,
som forelå, da erklæringen kom til hans kundskab, og hvorom han
må antages at have været vidende, ville stride imod almindelig hæderlighed,
om han gjorde den gældende.
§ 34. Er en skriftlig viljeserklæring
oprettet på skrømt, og har den, til hvem erklæringen er
afgivet, overdraget en ret ifølge samme til en godtroende
tredjemand, kan det ikke over for denne gøres gældende, at erklæringen
var afgivet på skrømt.
§ 35. Er kvittering for et pengebeløb
frakommet fordringshaveren uden hans vilje, bliver skyldneren
desuagtet frigjort ved betaling, som han efter forfaldstid i god
tro erlægger mod kvitteringens udlevering.
§ 36. En aftale kan ændres eller tilsidesættes
helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med
redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder
andre retshandler.
Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene
ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.
§ 37. (Ophævet).
§ 38. Har nogen forpligtet sig til, at han af
konkurrencehensyn ikke må drive forretning eller anden virksomhed
af en vis art eller tage ansættelse i en sådan, er vedtagelsen
ikke bindende for ham, for så vidt den med hensyn til tid, sted
eller andre forhold går videre end påkrævet for at værne imod
konkurrence eller på urimelig måde indskrænker den forpligtedes
adgang til erhverv. I sidstnævnte henseende skal hensyn tages også
til den interesse, den berettigede har i, at vedtagelsen
efterkommes.
Stk. 2. Har nogen, der er ansat i en forretning eller anden
virksomhed, over for dennes indehaver påtaget sig en forpligtelse
af det ovenfor angivne indhold, som skal gælde efter ansættelsens
ophør, bliver forpligtelsen uvirksom, hvis han opsiges eller
afskediges uden at have givet rimelig anledning dertil, eller han
selv fratræder sin stilling, og indehaverens undladelse af at
opfylde sine forpligtelser har givet ham gyldig grund dertil.
Kapitel IV: Særlige
regler om forbrugeraftaler
§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel
finder anvendelse på forbrugeraftaler, herunder vilkår i
forbrugeraftaler.
Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som
en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden
part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den
erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en
forbrugeraftale.
Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme
betingelser som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået
eller formidlet for den ene part af en erhvervsdrivende.
§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen
af en aftale, og har det pågældende aftalevilkår ikke været
genstand for individuel forhandling, fortolkes vilkåret på den måde,
som er mest gunstig for forbrugeren. Den erhvervsdrivende har
bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand for
individuel forhandling.
Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den
erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.
§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende
mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i
parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren
at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i §
36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog
i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde
uden ændringer, hvis dette er muligt.
Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk.
2, med den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de
forhold og omstændigheder, som er nævnt i §
36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger
sammen med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere
indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med den
virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.
§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at
lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan
bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige aftalevilkår.
Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være
lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne
lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige
aftalevilkår.
Kapitel V:
Almindelige bestemmelser
§ 39. Når en viljeserklærings forbindende kraft ifølge
denne lov er afhængig af, at den, til hvem erklæringen er
afgivet, ikke havde eller burde have kundskab om et vist forhold
eller i øvrigt var i god tro, bliver hensyn at tage til, hvad han
indså eller burde indse på det tidspunkt, da viljeserklæringen
blev ham bekendt. Dog kan der under særlige omstændigheder også
tages hensyn til den kundskab, han har fået eller burde have fået
efter det nævnte tidspunkt, men forinden viljeserklæringen har
virket bestemmende på hans handlemåde.
§ 40. Når nogen, som efter denne lov skal
'give meddelelse', har indleveret meddelelsen til befordring med
telegraf eller post eller, hvor andet forsvarligt
befordringsmiddel benyttes, har afgivet den til befordring dermed,
går det ikke ud over ham, at meddelelsen forsinkes eller ikke
kommer frem.
§ 41. Ved nærværende lov ophæves Christian den Femtes danske
lov, for Færøernes vedkommende samme konges norske lov 5-1-4 og
5-1-5.
