Salg af fælles ejendom - Generelle betragtninger

Anvendes en bolig som fælles ejendom for en familie, er der krav om at begge ægtefæller skal give samtykke til salget. Nedenstående har udgangspunkt i de væsentligste problemer dette giver, og kan ikke anses for udtømmende. 

Det fremgår af Retsvirkningslovens §18, at en ægtefælle ikke kan sælge den fælles ejendom uden samtykke fra sin ægtefælle. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er fælleseje, såfremt ejendommen tjener til familiens bolig, eller hvis ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til den. Sådan en ejendom må heller ikke uden samtykke af den anden ægtefælle bortlejes eller bortforpagtes, såfremt dette vil medføre, at den ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for erhvervsvirksomheden. 

For at en bolig kan være omfattet af bestemmelsens krav, er det afgørende at den pågældende fælles ejendom anvendes som fælles bolig.

Der er som sådan ikke krav til indhentelse af samtykke, men det kan dog kun tilrådes at det indhentes skriftligt, inden der sker bortsalg af en fast ejendom i forbindelse med en separation. Samtidig vil det fratage risikoen for efterfølgende søgsmål om omstødelse af indgåede salgsaftaler.

Et af de oftest forekommende problemer omkring det tidsmæssige forløb af forudsætningen om enighed er, hvor ægtefællerne har ophævet samlivet, og en separation - skilsmisse er tæt på. Oftest vil en af ægtefællerne sætte ejendommen til salg, og som regel også forestå salget. Retspraksis er dog ganske entydig, det er reelt først, hvor der er sket endelig boopgørelse mellem de tidligere ægtefæller, at der ikke længere behøves at blive indhentet samtykke.

Efter bestemmelsen er det afgørende spørgsmål, om ejendommen tjener som bopæl for familien. En forudsætning som oftest ikke giver problemer omkring helårsboligen, men som kan volde problemer ved fritids- og ferieboliger. Her siger højesteret, at der skal være enighed mellem de tidligere ægtefæller om alle forhold omkring handelen. I den forbindelse er det uden betydning, at (sommer)huset er erhvervet med henblik på udlejning, og at familien kun i en begrænset årlig periode selv bebor huset.
.

Lov nr. 56 af 18. marts 1925, jfr. lovbekg. nr. 37 af 5. januar 1995, om ægteskabets retsvirkninger, som ændret ved 
§ 9 i lov nr. 389 af 14. juni 1995, (Ændringer som følge af værgemålsloven) Ændring af RVL § 35, 2. pkt. og ophævelse af § 52 fra d. 01.01.1997
§ 4 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, (Ændring som følge af lov om skifte af dødsboer) Ændring af RVL § 23 fra d. 01.01.1997
§ 2 i lov nr. 446 af 09.06.2004 (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.). I kraft d. 01.10.2004 (Ophævelse af § 38, 4 og ny § 52 a) og 01.04.2005 (Ophævelse af § 8, stk. 2)

Kapitel 1: Almindelige bestemmelser, §§ 1-14
Kapitel 2: Om formuen, §§ 15-24
Kapitel 3: Om gældsansvaret, §§ 25-27
Kapitel 4: Om ægtepagter og andre retshandler mellem ægtefæller, §§ 28-37
Kapitel 5: Om bosondring, §§ 38-44
Kapitel 6: Om indtegning af ægtepagter, §§ 45-51
Kapitel 7: Forskellige bestemmelser, §§ 52-53 a
Kapitel 8: Overgangsbestemmelser, §§ 54-58

Kapitel 1: Almindelige bestemmelser

§ 1. Mand og hustru skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage familiens tarv.

§ 2. Det påhviler mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.

§ 3. Kan udgifterne til en ægtefælles særlige behov og udgifterne ved de hverv, som han efter skik og brug og ægtefællernes forhold har at varetage for familiens underhold, ikke dækkes af det bidrag, han selv skal yde ifølge § 2, er den anden ægtefælle pligtig at overlade ham de fornødne pengemidler i passende beløb ad gangen. Dette gælder dog ikke, hvis en anden ordning er påkrævet, fordi ægtefællen har vist sig uskikket til at forvalte penge, eller fordi andre særlige grunde foreligger.

§ 4. Hvad der i henhold til §§ 2 og 3 overlades en ægtefælle til fyldestgørelse af hans særlige behov, betragtes, som om han selv havde indført det i fællesboet.

§ 5. Forsømmer en ægtefælle at opfylde sin underholdspligt efter § 2, bliver der på begæring at pålægge ham at yde den anden ægtefælle et pengebidrag i det omfang, hvori det efter omstændighederne må anses for rimeligt.

§ 6. Lever ægtefællerne på grund af uoverensstemmelse ikke sammen, finder reglerne i § 2 tilsvarende anvendelse. Det tilskud, som den ene ægtefælle herefter skal yde til den anden ægtefælles og de hos denne værende børns underhold, bliver på begæring at fastsætte til et pengebidrag. En ægtefælle, som væsentlig bærer skylden for samlivets ophævelse, har dog ikke krav på bidrag til sit eget underhold, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

§ 7. I de i § 6 omhandlede tilfælde kan statsamtet i det omfang, hvori det efter ægtefællernes livsvilkår og de øvrige omstændigheder må anses for passende, på begæring pålægge den ene ægtefælle at overlade den anden ægtefælle brugen af løsøre, som ved samlivets ophør hørte til det fælles bohave eller til den anden ægtefælles arbejdsredskaber.
Stk. 2. Brugsretten over løsøre, der herefter er udleveret en af ægtefællerne til benyttelse, kan ikke anfægtes ved aftale mellem tredjemand og den anden ægtefælle.
Stk. 3. Den brugsberettigede ægtefælle kan kræve sig indsat i besiddelsen ved en umiddelbar fogedforretning i overensstemmelse med lov om rettens pleje af 11. april 1916 § 609.

§ 8. Spørgsmål om underholdsbidrag efter §§ 5 og 6 afgøres af statsamtet. Denne kan til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne ændre sin bestemmelse, når forholdene væsentlig har forandret sig.

§ 8, stk. 2 er ophævet fra d. 01.04.2005 ved § 2.1 i lov nr. 446 af 09.06.2004: Ordlyd: Stk. 2. Underholdsbidrag efter §§ 5 og 6 kan kun, når særlige grunde taler derfor, pålægges for en tid, der ligger mere end 1 år forud for begæringen.

§ 9. Ved afgørelser i henhold til §§ 5, 6 og 7 kan en mellem ægtefællerne truffen aftale fraviges, hvis den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis forholdene væsentlig har forandret sig.

§ 10. Ægtefællerne er pligtige at give hinanden de oplysninger om deres økonomiske forhold, som kræves til bedømmelse af deres underholdspligt.

§ 11. Under samlivet er hver af ægtefællerne i forhold til tredjemand berettiget til på begges ansvar at indgå sådanne retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdnings eller børnenes fornødenheder, som sædvanlig foretages i dette øjemed. Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov. De her nævnte retshandler anses for indgåede på begge ægtefællers ansvar, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne.
Stk. 2. En ægtefælle kan uanset mindreårighed selv indgå sådanne retshandler, som omtales i nærværende paragrafs første stykke.
Stk. 3. Hvis den, med hvem retshandelen blev indgået, indså eller burde indse, at det, som retshandelen gik ud på, lå udenfor det efter forholdene rimelige, bliver den anden ægtefælle ikke forpligtet. Hvis under samme forhold retshandelen er indgået af en mindreårig, bliver denne ej heller selv forpligtet.

§ 12. Misbruger en ægtefælle den ret, som tilkommer ham efter § 11, kan statsamtet på den anden ægtefælles begæring fratage ham retten. Er det en mindreårig ægtefælle, der gør sig skyldig i sådant misbrug, kan retten fratages ham også på begæring af værgen.
Stk. 2. Retten skal atter tilbagegives ægtefællen, når forholdene har forandret sig, eller når den anden ægtefælle og, hvor retten er frataget en mindreårig, tillige værgen begærer det.
Stk. 3. Statsamtets afgørelse kan ikke gøres gældende mod godtroende tredjemand, medmindre den tinglyses i personbogen i overensstemmelse med reglerne i kap. 6.

§ 13. Er en ægtefælle, medens samlivet består, ved fraværelse eller sygdom forhindret i at varetage sine anliggender, kan den anden ægtefælle, for så vidt ingen anden har bemyndigelse hertil, foretage, hvad der ikke uden ulempe kan opsættes, derunder oppebære indtægter og, hvor det for familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt, foretage afhændelser eller pantsættelser. Fast ejendom kan dog i intet tilfælde afhændes eller pantsættes uden statsamtets samtykke.

§ 14. Er løsøre, som er undergivet den ene ægtefælles rådighed, med dennes samtykke inddraget til benyttelse under en erhvervsvirksomhed, som drives af den anden ægtefælle, bliver retshandler, denne foretager vedrørende sådant løsøre, bindende for den førstnævnte ægtefælle, medmindre tredjemand indså eller burde indse, at den anden ægtefælle var uberettiget til at indgå retshandelen.

Kapitel 2: Om formuen

§ 15. Alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje, jf. § 28.
Stk. 2. På rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler.

§ 16. Hver ægtefælle har i levende live rådigheden over alt, hvad han har indført i fællesboet, dog med de indskrænkninger, der følger af reglerne i §§ 17-20.
Stk. 2. Ved ægteskabets ophør såvel som i tilfælde af bosondring eller separation udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel.

§ 17. En ægtefælle er pligtig at udøve sin rådighed over fælleseje således, at det ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade for den anden ægtefælle.

§ 18. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er fælleseje, såfremt ejendommen tjener til familiens bolig, eller hvis ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til den. Sådan ejendom må heller ikke uden samtykke af den anden ægtefælle bortlejes eller bortforpagtes, såfremt dette vil medføre, at den ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for erhvervsvirksomheden. Er den anden ægtefælle umyndig, meddeler værgen samtykket.
Stk. 2. Har en ægtefælle indgået en sådan retshandel uden fornødent samtykke, kan den anden ægtefælle få den omstødt ved dom, hvis erhververen eller panthaveren indså eller burde indse, at ægtefællen var uberettiget til at foretage retshandelen. Sag må dog anlægges inden 3 måneder, efter at ægtefællen har fået kundskab om retshandelen, og senest inden 1 år efter dens tinglæsning.

§ 19. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte løsøre, der er fælleseje, for så vidt det hører til indboet i det fælles hjem eller til den anden ægtefælles fornødne arbejdsredskaber, eller det tjener til børnenes personlige brug. Selv om ægtefællen er umyndig, kan han afgive samtykke, såfremt han dog ikke er sindssyg eller åndssvag; er dette tilfældet, eller kan ægtefællens udtalelse ikke indhentes uden væsentlig vanskelighed eller forhaling, er samtykke unødvendigt.
Stk. 2. Har en ægtefælle indgået en sådan retshandel uden fornødent samtykke, kan den anden ægtefælle få den omstødt ved dom, medmindre erhververen eller panthaveren var i god tro. Sag må dog anlægges inden 3 måneder, efter at ægtefællen har fået kundskab om retshandelen, og senest inden 1 år efter genstandens overlevering eller ved underpantsætning efter retshandelens tinglæsning.

§ 20. Nægter den anden ægtefælle eller værgen at give samtykke i de tilfælde, som nævnes i §§ 18 og 19, kan statsamtet på begæring tillade retshandelen, hvis der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen.

§ 21. (Ophævet).

§ 22. En ægtefælle kan forlange, at den anden ægtefælle deltager i oprettelsen af en fortegnelse over, hvilke dele af fællesboet enhver af dem råder over, og hvad der måtte høre til enhvers særeje. Retten afgør efter samtlige foreliggende omstændigheder, hvilken beviskraft der i givet fald bør tillægges fortegnelsen.

§ 23. Såfremt en ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af sin rådighed over fælleseje eller på anden uforsvarlig måde i væsentlig grad har formindsket den del af fællesboet, hvorover den pågældende råder, kan den anden ægtefælle forlange vederlag herfor af det beholdne fællesbo eller, hvis dette ikke er tilstrækkeligt, af den førstnævnte ægtefælles særeje for halvdelen af det manglende beløb. Den anden ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag af det beholdne fælleseje eller, hvis dette ikke er tilstrækkeligt, af den førstnævnte ægtefælles fuldstændige særeje for halvdelen af det manglende beløb.
Stk. 2. En ægtefælle har ligeledes ret til sådant vederlag, såfremt den anden ægtefælle har anvendt midler af fællesboet til erhvervelse eller forbedring af sit særeje eller af sådanne rettigheder som nævnt i § 15, stk. 2. En ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag, hvis den anden ægtefælle har anvendt midler af sit fælleseje eller af sit skilsmissesæreje til erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje.
Stk. 3. Har en ægtefælle anvendt midler af sit særeje til bedste for sin bodel, har ægtefællen ret til vederlag herfor af bodelen. En ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag, hvis ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige særeje til forbedring af sin bodel eller af sit skilsmissesæreje.

§ 24. De i § 23 nævnte vederlagsfordringer kan først gøres gældende, når fællesboet skiftes. Opnås der ikke under skiftet fuld dækning for fordringen, kan der ikke senere gøres krav gældende for det manglende.

Kapitel 3: Om gældsansvaret

§ 25. Enhver af ægtefællerne hæfter med den del af fællesboet, hvorover han råder, og med sit særeje for de ham påhvilende forpligtelser, hvad enten de er opstået før eller under ægteskabet.

§ 26. Krav på hustruen af den i § 11 nævnte art forældes i løbet af 1 år, når tillige manden hæfter for gælden. Reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 § 1, sidste pkt., samt §§ 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse ved denne forældelse.

§ 27. Bestemmelserne i § 26 finder ikke anvendelse, hvis hustruen har påtaget sig et videregående ansvar.

Kapitel 4 : Om ægtepagter og andre retshandler mellem ægtefæller

§ 28. Ved ægtepagt kan ægtefæller aftale:

1) at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad denne ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje), og
2) i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje).

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes ejendele, kan tidsbegrænses og kan træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død.
Stk. 3. En aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre andet er bestemt i aftalen.

§ 28 a. En gavegiver eller arvelader kan vedrørende gave eller arv, herunder tvangsarv, træffe tilsvarende bestemmelse som efter § 28. Bestemmelsen vedrørende arv skal træffes i et testamente.

§ 28 b. En ægtepagt kan ændres ved en senere ægtepagt.
Stk. 2. Der kan ikke ved ægtepagt træffes nogen bestemmelse, der strider mod gavegivers eller arveladers bestemmelse om særeje.

§ 29. Ægtefæller kan med de begrænsninger, som loven medfører, indgå retshandler med hinanden om ejendele, som nogen af dem råder over, og pådrage sig forpligtelser overfor hinanden.

§ 30. Gaver mellem forlovede, som skal tilfalde modtageren ved ægteskabets indgåelse, og gaver mellem ægtefæller må for at være gyldige ske ved ægtepagt. Dette gælder dog ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens kår, ej heller gaver, som består i livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle.
Stk. 2. Det kan ikke gennem ægtepagt eller på anden måde gyldigt vedtages, at det, som den ene ægtefælle fremtidig erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden.

§ 31. En ægtefælle, hvis indtægter i løbet af et kalenderår har givet overskud, kan inden udløbet af det følgende år uden oprettelse af ægtepagt vederlagsfrit overdrage den anden ægtefælle indtil halvdelen af overskuddet. Overdragelsen har dog kun gyldighed mod overdragerens kreditorer, for så vidt han i et af ham underskrevet dokument har angivet overskuddets størrelse, og han derhos har beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler tilbage til at dække sine forpligtelser.

§ 32. Har ægtefællerne uden ægtepagt truffet aftale om overdragelse af ejendele fra den ene af dem til den anden, kan aftalen alene gøres gældende overfor overdragerens kreditorer, såfremt det godtgøres, at der til dens gyldighed ikke krævedes ægtepagt.

§ 33. Har den ene ægtefælle givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som da havde fordring på overdrageren, hvis fuld dækning hos denne må anses uopnåelig, holde sig til den anden ægtefælle for værdien af det overførte, medmindre det bevises, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Er der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien. Den anden ægtefælle er dog fri for ansvar, når han beviser, at de overførte genstande er gået tabt uden hans skyld.
Stk. 2. Nærværende paragraf kommer ikke til anvendelse med hensyn til de i § 30, stk. 1, 2. pkt., nævnte gaver.

§ 34. (Ophævet).

§ 35. Ægtepagt skal oprettes skriftligt under parternes hånd; også en umyndig part skal underskrive. Samtykke fra værgen gives ved underskrift på ægtepagten.

§ 36. (Ophævet).

§ 37. Ægtepagt må for at blive gyldig tinglyses i personbogen, jf. kapitel 6.

Kapitel 5: Om bosondring

§ 38. En ægtefælle kan forlange bosondring:

1) når den anden ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af sin rådighed over fælleseje eller ved anden uforsvarlig adfærd i væsentlig grad har formindsket den del af fællesboet, hvorover han råder, eller har fremkaldt fare for sådan formindskelse,
2) når den anden ægtefælles bo er kommet under konkursbehandling,
3) når den anden ægtefælle ulovligt ophæver samlivet, og begæring om bosondring indgives inden 1 år efter samlivets ophævelse,

§ 38, stk.. 4 er ophævet fra d. 01.10.2004 ved § 2.2 i lov nr. 446 af 09.06.2004: Ordlyd: 4) når den anden ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet uden hans vidende havde et arveberettiget barn uden for ægteskab eller senere har fået et sådant barn. Kravet må i dette tilfælde fremsættes inden 6 måneder efter, at han er blevet vidende om forholdet, og kan ikke fremsættes, hvis barnet er afgået ved døden, medmindre det har efterladt sig livsarvinger.
Bosondring efter § 38, nr. 4 kan meddeles på baggrund af en begæring indgivet til skifteretten før den 1. oktober 2004, jfr. § 9.3 i lov nr. 446 af 09.06.2004

§ 39. Begæring om bosondring indleveres skriftlig til skifteretten på det sted, hvor den anden ægtefælle bor eller i mangel af bopæl opholder sig; har han ikke bekendt bopæl eller opholdssted her i landet, sker henvendelsen til skifteretten på det sted, hvor andrageren bor eller opholder sig. Har ingen af ægtefællerne bopæl eller ophold her i landet, kan justitsministeren i særlige tilfælde bestemme, at begæring kan indleveres til en herværende skifteret.
Stk. 2. Skriftlige beviser for de omstændigheder, ved hvilke bosondringen skal begrundes, bør så vidt muligt ledsage andragendet. Skønnes yderligere oplysninger fornødne, kan skifteretten gøre vedkommende opmærksom derpå og opfordre ham til at tilvejebringe dem.
Stk. 3. Der skal så vidt muligt gives den anden ægtefælle lejlighed til at erklære sig, i hvilket øjemed skifteretten kan indkalde ham til at møde for sig. Nægter den anden ægtefælle at udtale sig, eller udebliver han uden gyldigt forfald, kan han behandles som den, der ikke drister sig til at modsige andragerens opgivender. Har den anden ægtefælle ikke bekendt bopæl eller opholdssted her i landet, kan skifteretten, dersom den finder anledning dertil, foranledige, at der beskikkes en værge til at afgive erklæring, forinden afgørelse træffes.

§ 40. Skifteretten afgør på grundlag af de foreliggende erklæringer og beviser, om den fremsatte begæring om bosondring skal tages til følge eller ikke. Kendelsen bliver at afsige snarest muligt og som regel inden 14 dage fra indleveringsdagen.
Stk. 2. Skifterettens beslutning kan indbringes for landsretten ved kære, efter de i lov om rettens pleje af 11. april 1916, kap. 58, fastsatte regler.
Stk. 3. Når bosondring er besluttet, bliver udførelsen af denne beslutning ikke opholdt ved, at kendelsen påkæres, dog kan ingen af ægtefællerne forlange at modtage udlæg for sin lod i den del af fællesboet, hvorover den anden råder, forinden endelig afgørelse er truffet.

§ 41. Når begæring om bosondring er taget til følge, deles fællesboet mellem ægtefællerne overensstemmende med reglerne i skiftelovens kap. 6.

§ 42. Hvad der udlægges en ægtefælle på skiftet eller tilfalder ham efter indgivelsen af bosondringsbegæringen, bliver hans fuldstændige særeje.

§ 43. Den indkomne begæring om bosondring bliver ved skifterettens foranstaltning at anmelde til tinglysning i personbogen.

§ 44. (Ophævet).

Kapitel 6: Om indtegning af ægtepagter

§§ 45-48. (Ophævet).

§ 49. Enhver af ægtefællerne har ret til at begære ægtepagten tinglyst i personbogen.

§ 50. (Ophævet).

§ 51. (Ophævet).

Kapitel 7: Forskellige bestemmelser

§ 52. (Ophævet).

§ 52 a. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 5, 6 og 8, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.

§ 52 a er indsat fra d. 01.10.2004 ved § 2.3 i lov nr. 446 af 09.06.2004:

§ 53. Denne lovs bestemmelser kommer også til anvendelse på ægtepagter, som indgås uden for landet, når manden har bopæl her, dog at kvindens myndighed til at indgå ægtepagten bedømmes efter hendes hjemsteds lovgivning.
Stk. 2. Ægtepagt, oprettet af en mand, der ikke har bopæl her i landet, og gyldig efter hans hjemsteds love, er, når han bosætter sig her i landet, gyldig her, for så vidt den ikke strider mod denne lov. I forhold til tredjemand er gyldigheden dog betinget af, at ægtepagten inden 1 måned, efter at manden har taget bopæl her, anmeldes til personbogen; sker anmeldelse senere, regnes retsvirkningen først fra anmeldelsesdagen.
Stk. 3. En ægtepagt, som er oprettet i medfør af artikel 4 i den under 6. februar 1931 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttede konvention, skal, såfremt parterne eller en af dem på oprettelsestiden er bosat her, for at være gyldig overfor tredjemand her i landet være tinglyst her. Bosætter ægtefællerne eller en af dem sig efter ægtepagtens oprettelse her i landet, gælder om indtrædelsen af tinglysningens retsvirkning regler svarende til de i stk. 2, 2. pkt., fastsatte.

§ 53 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægteskabets retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets retsvirkninger.

Kapitel 8: Overgangsbestemmelser